Kontante fordele ved flexleasing

Jeg har her i mit første indlæg set nærmere på de mange fordele ved flexleasing. Så tag en god kop kaffe, læn dig tilbage i stolen og drøm om de lækre biler, du kan opnå gennem flexleasing.

Der er nemlig rigtig mange penge at spare i modsætning til kontant køb af biler, og ofte er der også mange penge at spare i forhold til normal leasing. Flexleasing er klart mest oplagt til dyre luksusbiler, da det er her besparelsen er størst.

Man skal dog holde tungen lige i munden, da flexleasing er lidt mere komplekst end almindelig leasing af biler. Der er nemlig flere parametre at være opmærksom på, hvilket jeg guider dig igennem herunder.

Når man blot har disse ting for øje, er flexleasing en fantastisk mulighed for at køre luksusbiler og skifte dem ud og prøve andre spændende luksusbiler.

Forklaring af begrebet flexleasing

Flexleasing er en leasingform, hvor du kun betaler registreringsafgiften i rater af de måneder, hvor du benytter bilen. Du kan derfor spare en del penge ved ikke at benytte sportsvognen om vinteren, ligesom du ikke skal binde nær så mange penge i bilen.

De penge kan du i stedet lade arbejde i investeringer, som så kan være med til at dække de månedlige omkostninger på bilen.

Når bilen er mere end 3 år gammel falder den månedlige afgift du skal betale betydeligt, hvilket gør det endnu mere attraktivt. Og luksusbiler bliver ofte passet og plejet efter alle kunstens regler, ligesom de er i en fantastisk bygge kvalitet. Derfor betyder det ikke alverden, at bilen har nogle få år på bagen, da bilen oftest vil stå stort set som fra ny.

Vær opmærksom på scrapværdien / restværdien

En af de ting du skal være særligt opmærksom på, er at restværdien ikke er for høj ved indgåelsen af leasingaftalen.

Du er nemlig ofte selv ansvarlig for at sælge bilen videre efter endt leasingperiode, hvilket helst skal ske uden de store tab. Sammenlign derfor restværdien af bilen med tilsvarende priser på samme model og alder, som ved leasingperiodens slutning.

Da der ikke handles mange luksusbiler i Danmark, kan du med fordel kigge mod det tyske marked, det har jeg ofte haft held med. Da bilen ved flexleasing er uden afgift, kan den frit sælges til f.eks. det tyske marked og du kan nogenlunde regne med priserne er sammenlignelige.

En anden ting du skal være opmærksom på er reparationer og service. Ofte hænger du nemlig selv på regningen, hvilket er lidt atypisk sammenlignet med almindelig leasing. Derfor vil jeg overveje at tegne en servicekontrakt med leasingselskabet, hvis de tilbyder dette. Medmindre du selv har adgang til billigt værksted og reservedele.

Så alt i alt skal man lige se sig lidt for, men gør man dette, synes jeg flexleasing er en fantastisk mulighed og oftest den bedste økonomiske måde at køre luksusbiler.

Uden jeg har et overblik over tallene, vil jeg kvalificeret gætte på, at langt de fleste luksusbiler i Danmark er flexleasede.  Og dette skyldes de kontante fordele ved denne leasingform.